Designerbørn og det fælles ansvar

Vi får i stigende grad magt over det ufødte barn. Allerede nu bruges fosterdiagnostik rutinemæssigt i forbindelse med graviditet og langt de fleste vælger at få foretaget en abort, hvis deres barn bliver diagnosticeret med en af de sygdomme, som der undersøges. Seneste skud på stammen er ønsket om at kunne få en detaljeret profil af den mand, som leverer sæd til kunstig befrugtning i de tilfælde, hvor manden i parret ikke selv er frugtbar eller der ikke er nogen mand. Troen på, at biologien bestemmer hvem vi er tager hermed endnu et skridt frem. Nu skal vi vide hvilken uddannelse, som sædcellernes ejer har, før vi vil modtage dem. Dermed vil forældrene blive sat i end sværere valg end i dag. Sådan er det bare. Med muligheder følger ansvar.

Nu skal de vordende forældre ikke alene vælge sygdomme fra, men også det man kan kalde normalegenskaber til. Skal dit barn være lyshåret eller mørkhåret. Spinkel og smidig eller muskuløs og stærk, høj eller lav, udstyret med musisk sans eller boldfølelse? Og vigtigst af alt: Skal det være et klogt barn eller sådan et genemsnitsbarn? Om man får, hvad man ønsker, afhænger helt af om de her nævnte egenskaber er arvelige. Og her riskerer mange at blive skuffede, når de opdager, at miljøet spiller en langt større rolle for det kommende barns udseende og væsen end populærlkulturelle forestillinger om genetisk determinisme tillader.

Udviklingen skrider majestætisk fremad og de fleste af os føler os magtesløse overfor den. Det, der kommer, kommer og hvem er vi at standse det? Vi kan kun hovedrystende se på de forældre, der vælger at benytte de bioteknologiske muligheder og mene, at de helt har glemt, at børn er en gave. At livet er at lade sig overrumple og at mennesket ikke bør gribe for meget ind i dets eget tilblivelse.

Men er det så enkelt at skubbe ansvaret fra sig og over på de kommende forældre og en ikke nærmere defineret udvikling? Eller er det sådan, at de nye muligheder i et vist omfang må ses som et resultat af det samfund, som de vokser ud af – og dermed også en del af vores fælles ansvar. Og er det sådan, at de nye muligheder i virkeligheden ikke er så nye, men blot anderledes måder at søge at nå det mål på, som langt de fleste har for deres børn: At de må vokse op sunde og raske og opleve, at deres liv lykkes i den tid og det rum, der er deres?

Etik er at tøve. At tøve ved, om der er grænser for menneskets magtudøvelse og en tøven foran mulighederne. Naturvidenskabeligt og teknologisk kan grænsen ikke trækkes. Alt tyder på, at vores muligheder for at kontrollere verden, i dette tilfælde de kommende børn, kun vil vokse. Men et er, hvad vi kan, hvad vi formår med al vores viden og magt. Noget ganske andet er det etiske spørgsmål om, hvorvidt der er grænser for magten. Grænser, der betyder, at der kan være ting, som vi ikke bør gøre, selvom vi kan. Det er etikkens væsen at undre sig over dette og komme med bud på, om der er sådanne grænser og hvordan de i givet fald kan begrundes.

Etik er at tøve. At tøve foran de mange muligheder, imens vi tager os tiden til at undre os over, om den etiske grænse mon er nået. Etik er en tøven i form af en tilbagenholdenhed i forhold til det nye. Ikke fordi, at det gamle og kendte altid er bedre eller fordi de nye muligheder er ukendte og dermed truende. Nej, en tøven fordi vi har lært, at løsninger på problemer har en tendens til at skabe andre problemer – og det undertiden er bedst at slås med den djævel, man kender. Og en tøven fordi, at det altid er på sin plads at overveje, om der kunne være andre løsninger på problemet. Og om vi har forstået, hvad problemet egentlig er og om der overhovedet er tale om et problem eller om et af livets grundvilkår.

Etik er at tøve. Men det er også at tøve overfor egne fordomme. For det er nemt at sige, at børn er blevet en ret og et projekt. At tanken om børn som en gave og et ukendt mysterium, som langsomt vil udfolde sig er blevet erstattet af tanken om barnet som en figur, der skal udstråle forældrenes overskud og succes. Det er nemt og det sikrer en selv, for en ting er sikkert: På den måde bliver ansvaret ikke vores – samfundets. Et fælles ansvar. Ansvaret bliver individualiseret og overladt til de kommende forældre. Forældre som vi andre så kan ryste på hovedet af, hvis de vælger at udnytte de nye muligheder for at sikre sig, at deres børn ikke bliver mødt af vores foragt for det unormale, det anderledes og det uproduktive.

For indsnævringen af normalitetsbegrebet, er en af de vigtigste årsager til, at vi søger al denne viden om sæd, æg og fostre. Den stadigt svindende plads i samfundet, både på arbejdsmarkedet og i det sociale liv, for mennesker der ikke er en succes ud fra nutidens standarter om karriere og selvrealisering. Det er set herfra en af de vigtigste grunde til, at det bliver aktuelt for mennesker at forme deres børn endnu mer,e end vi allerede gør.

Frygten for, at ens barn skal blive efterladt på perronen, når de succesfulde suser afsted mod deres gyldne fremtid i toget med endestation Lykke, har aldrig været større. For aldrig har vi været mere ens og aldrig har kravene til mennesker om at følge med været større. Det synes derfor som topmålet af hykleri, når vi stiller os hændervridende op og begynder og tale om forældrenes ansvar for at give barnet en åben fremtid, når vi selv har skabt et samfund, hvor fremtiden er så forudsigelig som noget, hvis man vil være en succes.

Mennesker har altid søgt at hjælpe deres børn til det gode liv. Al opdragelse og påvirkning gennem kirkegang, skole mm. kan ses som forsøøg på at forme barnet til at passe ind i forældrenes forestillinger om, hvad der vil føre et godt liv med sig. Det interessante er derfor ikke, om vi er begyndt at forme vores børn, men om de måder, som vi gør det på, adskiller sig afgørende fra dem vi har brugt indtil nu. For hvad er forskellen egentlig på at rette barnets tænder, så det får et pænt smil og så lige tjekke, om den potentielle fader havde pæne tænder?

Forplantningsteknologierne er fulde af muligheder og fulde af anledninger til at tøve og gennemtænke de etiske problemstillinger, som er knyttet til mulighederne. Men det er også en anledning til at se på os selv og overveje om det ikke var os selv, der stillede det spørgsmål om fremtiden, som nogle vælger at besvare med bioteknologi. Og en anledning til at overveje, om vi i stedet for at skubbe ansvaret over på enkeltindividerne skulle tage et fælles ansvar for at formulere et andet spørgsmål. Et, der måske rummede flere muligheder for at være menneske og et, der ikke tvang fremtidens forældre til at ensrette deres børn før fødslen?

Teskten er en redigeret version af en artikel i “Ønskebørn 2.0” udgivet af Den Frie Lærerskole

Tree of Life – indtryk fra et kunstværk

Vi lever i et uendeligt univers, der flyder over med stjernefabrikker, vandrende galakser og afstande ufattelige for vores sind. Vi er en del af livet på en skråbelig lille klump jord placeret midt i dette eksploderende inferno af stof og energi. Det kan til dagligt være svært at rumme. Svært at rumme, at vi alle er børn af stjernestøv. At vi er et ubetydeligt skridt på værens 14 milliarder år lange rejse gennem den tid og det rum, som også er en del af væren. Ikke altid nemt at huske på de milliarder af år livet har kæmpet, elsket, flået, lidt, bidt og slæbt sig afsted for at vi kunne opstå.

Ellers nok værd at huske på, når man stå i Netto og køen synes lige lovlig lang. Når uretfølelsen bliver til selvhævdelse og når den historiske bevidsthed om fællesskabet ikke rækker længere end til nationalstatens oprettelse. Men det er bare som om, at tankerne om universets ufattelige ufattelighed og menneskets livsfællesskab med resten af planeten ikke rigtig får lov til at fylde i vores liv. At oplevelsen af at miste jorden under sine fødder og blive grebet af himmelrummet en stjerneklar vinternat ikke formår at præge den politiske dagsorden. At slægstkabet mellem os og alt der er ikke rigtig bundfælder, når vi står foran valget mellem at beskytte naturen eller opfylde selv vores allermest trivielle behov.

Selv kunsten synes undertiden at sky menenskets indfældethed i det største af alle undere og fokuserer på de små dramaer, som vi lader udspille sig i det univers og det liv, som vi alt for ofte reducerer til bare at være en scene. Vi er så at sige fulde af historie, men uden univers i vores tænkning og ageren.

Nu er universets uendelighed, livets storladenhed og vores egen betydningsløshed heller ikke de nemmeste begreber at tumle med. Mine egne problemer forsvinder ikke, blot fordi de bliver sat ind i evighedens perspektiv. Man står stadig tilbage med skægget i postkassen selvom milliarder og milliarder af galakser snurrer i baggrunden. Og de har ingen svar på, hvordan man får skægget fri igen. Eller måske er det snarere sådan, at lod vi for alvor universets skønhed og gru trænger ind i vores tilværelsesforståelse, så ville vi blive ganske borte. Et er at det kan være en hjælp at se sine problemer i et andet perspektiv end der, hvor man mister fatningen over småting. Noget andet er, hvis det at se tingene i deres rette perspektiv betyder, at både de og man selv bliver væk.

På den anden side synes den kulturelle fortrængning af det mageløse mirakel, der udspiller sig overalt omkring os, heller ikke at give mening. Tænk en gang at finde sig selv i en tilværelse, der rummer så ufattelig meget skønhed og ødelæggelse, så meget skabelse og tilintetgørelse (tak til K.E.L.) over så ufattelige tidsrum og så bruge tiden på at gå i kollektivt selvsving over de ligegyldigheder, som fylder 90% af tilværelsen.

Tænk en gang at være født med plads på første række i The Greatest Show in the Universe og så misse det, fordi man står i kø ved fadølsbaren.

Tænk at have fået så meget og så ende ud med at skabe en kultur af selvretfærdighed, hvor vi lader andre mennesker gå til grunde, fordi vi vil have mere og mere af alt det, som vi allerede har for meget af.

Tænk en gang, hvis vi begyndet for alvor at leve med universets og livets historie som en del af vores fælles baggrund og lod det være med til at bestemme, hvordan vi skal forvalte ansvaret for hinanden?

Det er spørgsmål som disse, der rumler omkring i sindet efter at have set Terrence Malick guldpalmevindende Tree of Life. En film, der ikke så meget er en film, som et impressionistisk kunstværk, der vil gribe sammenhængen mellem mennesket og universet. En majestætisk, storladen, pompøs film, der veksler mellem at vise glimt af universets skabelse, livets udvikling og den tindrende skønhed, der gennemsyrer alting og så fortæller en historie om en far, der kæmper med at løfte ansvaret for sine børn på en anstændig måde.

Tree of Life vil rumme det hele. Fra eksploderende stjerner til tilgivelsen mellem to mennesker. Det mest overraskende er nok, at det virker. Det er en film med meget patos og nogle scener strækker sig langt ud over, hvad man normalt vil acceptere. Men det er netop Malicks insisteren på at lade universet få sin plads i menneskets liv, at give det tid og rum til at udfolde sig inden i os og ikke kun som kulisse, der griber og begrunder, hvordan moderskikkelsen som en stemme fra den visdom, der er indbygget i skabelsen kan hviske buddene: ”Elsk, Elsk hvert et blad. Tilgiv. Håb”.

Tree of Life stiller et simpelt spørgsmål, som de fleste af os bruger hele livet på at besvare: Er opgaven at leve indfældet i et univers, der i al sin magt og vælde på en gang truer med at knuse os og samtidig er der vi henter livet fra dag til dag? Eller er opgaven at skabe vores egen historie under brug af de ressourcer, som vi er så heldige ligger frit tilgængelige foran os? Kan vi lære noget af den fortælling, som vi ubestrideligt er en del af eller er der ingen fortælling men bare en tilfælidg fordeling af molekyler i tid og rum?

Nogle vil utvivlsomt finde slutscenen, hvor filmens mange dramaer mødes i forløsning irriterende. Hvorfor skal Malick give os svaret på alle sine spørgsmål? Hvorfor må der ikke være plads til fortolkning? Jeg tror grunden er, at Tree of Life er noget så sjældent som en kunstværk, der inddrager universet i vores liv – og et kunstværk, der vover at give et bud på, hvad det er, som vi mister, når vi lukker os om os selv. Et kunstværk, der anerkender den ufattelige historie vi er vokset ud af og giver et bud på, hvilken rolle den bør spille i vores egen historie.

Anmeldelsen har været bragt i Dansk Kirketidende under titlen “Skabelse og Tilintetgørelse – Part 2”

Om fordømmelsen af dyresex

Umiddelbart er det fristende at tilslutte sig koret af stemmer, der ønsker et totalt forbud mod menneskers seksuelle omgang med dyr. Ser man nærmere på argumenterne for sådan et forbud bliver det dog mere problematisk. Måske er hele diskussionen en anledning til at vende vores kritiske og fordømmende øjne mod vores egen brug af dyr og overveje, om vi rammes af egne argumenter.

Bølgerne går højt efter Bubber har været en tur i høet og løftet lidt på dynen for en del af virkeligheden, som de færreste bryder sig om at tænke på: Sex med dyr.

I dag er sex med dyr ikke forbudt i sig selv, men falder ind under den almindelige dyrevelfærdslovgivning. Det vil sige, at det er forbudt, hvis det skader dyret fysisk eller mentalt. I de senere år har særligt Dansk Folkeparti med dyrlæge Lene Kattrup i spidsen og partiet Fokus med den tidligere DF´er Christian H. Hansen i spidsen dog markeret sig som fortalere for et totalt forbud.

Seksuelle relationer mellem mennesker og dyr er noget de færreste har lyst til at opholde sig ved. På nogle kan det virke direkte stødende. Forestillingen om at mennesker tilfredsstiller sig seksuelt ved hjælp af hunde, heste, køer, grise, får mm. er en forestilling, der vækker stærke følelser. Inden man indfører et totalt forbud med baggrund i disse stærke følelser, er det dog værd at overveje, hvad der kan begrunde sådan et forbud og hvad der kan tale i mod. Det er sjældent klogt at lovgive på baggrund af sine mavefornemmelser, hvor væmmeligt man end måtte finde det, at nogle menneskers seksualitet udfolder sig i samspil med dyr.

Jeg vil i det følgende diskutere fire af de mest fremtrædende grunde til at indføre et totalt forbud og søge at vise, hvilke problemstillinger disse begrundelser kunne rejse. Opgaven her er altså ikke at tale for eller i mod et forbud, men at klarlægge nogle af de etiske spørgsmål, som tanken om et totalt forbud rejser. De fire grunde til et totalt forbud kan kort skitseres som: 1: Det er ulækkert. 2: Det skader dyret fysisk eller mentalt. 3: Dyret deltager ikke frivilligt og 4: Det krænker dyrets integritet.

1: Det er ulækkert

Det første, som der er grund til at understrege er, at man må skelne mellem, hvad man personligt finder ulækkert og hvad man ud fra etiske årsager kan forbyde andre mennesker at gøre.

Mængden af seksuelle afvigelser er kolossal og menneskets opfindsomhed uden grænser. Folk tager gummi på, tisser på hinanden, går med ble og dyrker gruppesex i et væk – hvis man skal tro formiddagsaviserne. Alt dette er en udfoldelse af den menneskelige seksualitet, der ligger de fleste af os fjernt. Ikke desto mindre er det fuldt ud tilladt, så længe det foregår på frivillig basis.

Vi har i teorien indrettet samfundet på en sådan måde, at folk kan have deres seksuelle præferencer i fred, så længe de ikke generer andre. I praksis er vi genstand for en voldsom pornoficering af det offentlige rum og adskillelige debattører har påpeget, at det kan føre til et pres på især unge til at have en mere udforskende seksualitet, end de måske selv har lyst til. Det kan derfor være rimeligt at diskutere pornoens rolle og placering i det offentlige rum. Men der er et stykke vej fra dette og så til ganske at ville fratage mennesker retten til at udfolde deres seksualitet, så længe den ikke skader andre og udfoldes under hensyntagen til andres blufærdighed.

Problemet ved at lade flertallets æstetiske præferencer på det seksuelle område diktere mindretallets muligheder er talrige. Ikke alene vil det ellers højt besungne danske frisind være alvorligt på retur. Vigtigere endnu vil idealet om den enkeltes ret til at forme sit eget liv og træffe sine egne valg være truet.

Det er med andre ord sin sag at ville argumentere for et totalt forbud mod dyresex blot fordi, man finder det ulækkert. Det er en kategori, som vi hver især kan lade bestemme i vores eget liv, men vi kan ikke påtvinge andre vores forståelse af den, så længe ingen lider skade.

Det fører os videre til det andet argument for et totalt forbud mod dyresex: Det skader altid dyret fysisk eller mentalt

2: Al seksuel omgang med dyr skader dyret

Som nævnt i indledningen reguleres området i dag gennem den almindelige dyrevelfærdslovgivning. Hvis det passer, at al seksuel omgang med dyr skader dyret fysisk eller mentalt, vil al seksuel omgang med dyr allerede være omfattet af den eksisterende lovgivning. Der kan derfor højst være tale om, at man ønsker at sende et ekstra signal om, at det ikke er tilladt at skade dyr på dette område.

Problemet er blot, at påstanden om at al seksuel omgang med dyr skader dyret, harmonerer dårligt med den videnskabelige indsigt på området. For en nærmere diskussion af dette vil jeg tillade mig at henvise til Dyreetisk Råds redegørelse om emnet fra 2006.

I redegørelsen skelnes der mellem forskellige former for sexuel omgang med dyr. Nogle af dem skader selvsagt dyret og må regnes for dyremishandling. Der findes imidlertid også mennesker, der ikke kun opnår en sexuel nydelse ved samværet med dyret, men også oplever sig selv følelsesmæssigt bundet til dyret. Den første type omtales som bestialitet og er som nævnt ofte forbundet med, at dyret påføres lidelser. Den anden type omtales zoofili og her gives en del eksempler på sexuelle samværsformer mellem dyr og mennesker, hvor dyret ingen skade lider.

Skadesbegrebet står centralt i dette argument. Om dyret lider fysisk skade kan konstateres på et veterinærmedicinsk grundlag og bør ikke være genstand for den store diskussion. Spørgsmålet er snarere, om det kan afgøres, hvorvidt dyret lider mental overlast ved samværet. Her er det, at dyreadfærdsforskere og dyrevelfærdsforskerne på baggrund af deres videnskabelige undersøgelser konkluderer, at der findes forskellige former for seksuelt samkvem mellem mennesker og dyr, der ikke kan siges at skade dyret på nogen måde.

Det er i denne forbindelse vigtigt at huske på, at dyr er dyr og ikke små mennesker. Dyr føler ikke skam på samme måde som os og det erotiske er ikke forbundet med samme privathed som hos os. Man kan selvfølgelig hævde det modsatte – men det er i så fald uden videnskabeligt belæg. Generelt må man sige, at dyr ikke udviser den samme relation mellem seksualitet og skam som mennesker.

Et totalt forbud mod sex med dyr vil derfor kriminalisere nogle handlinger, som vi ikke har basis for at hævde nødvendigvis skader dyret fysisk eller mentalt ud fra et argument om, at det gør de alligevel! Vil man regulere en så basal drift som seksualdriften, er man for mig at se nødt til at have gode grunde. At ulovliggøre et menneskes seksualliv er en alvorlig sag. Det er derfor nødvendigt at finde et bedre argument, der kan retfærdiggøre denne kriminalisering, hvis det er den vej, man ønsker at gå.

2: Dyret har ikke givet sit samtykke til den seksuelle relation

Argumentet om, at det seksuelle forhold mellem menneske og dyr er forkert, fordi dyret ikke har givet sit frivillige samtykke, må i første omgang siges at være indlysende rigtigt. Dyr kan generelt ikke sige, hvad de har lyst til (selv om deres adfærd kan fortælle os noget om det). Argumentet må derfor oversættes lidt for ikke at blive rungende tomt. Der er for mig at se tre scenarier, hvor argumentet kan anvendes.

I scenarie A må dyret tvinges fysisk til at spille sin rolle i samværet. Der er tale om decideret fysisk tvang. Her sætter dyret sig til modværge. Sådanne situationer vil falde ind under den eksisterende lovgivning, da de vil føre til, at dyret lider overlast.

I scenarie B trænes dyret til at spille sin rolle gennem belønninger som godbidder eller ros. Her kan man argumentere for, at der er tale om en slags langsom tvang, der muligvis ikke skader dyret, men dog får det til at udføre en unaturlig adfærd, som dyret ikke ville udføre, hvis dyret ikke var blevet trænet til det.

Spørgsmålet bliver så, hvad der er den etiske relevante forskel på dette og på f.eks. at træne sin hund til at komme når man kalder gennem flittig brug af ros og godbidder? Eller på at opdrætte grise til frikadeller – de indgår heller ikke frivilligt i relationen mellem mennesker og dyr.

Det her indførte kriterium er ganske almindeligt i etisk tænkning og i vores hverdagsforståelse af retfærdighed. Kriteriet handler om, at man kun kan skelne etisk legitimt mellem to situationer, hvis man kan påpege den eller de etisk relevante forskelle på dem.

Skal det forbydes at træne eller opdrage dyr til at indgå i seksuelle relationer med mennesker, hvis træningen kun anvender metoder, som vi ellers accepterer, når vi former dyrene til at passe ind i vores hverdag? Hvis man mener dette, bliver opgaven at argumentere for, hvad der er den etisk relevante forskel på de forskellige former for mål med træningen/opdragelsen. Med andre ord: Hvorfor skal det være forbudt, når det drejer sig om seksuel adfærd, men ikke hvis det drejer sig om eksempelvis social adfærd?

Endelig er der Scenarie C, hvor dyret uden opfordring selv tager initiativ til en form for seksuel aktivitet. Her vil argumentet naturligvis ikke være gyldigt. Det er et scenarie, der typisk vil være aktuelt i forbindelse med hanhunde. Der er masser af eksempler på, at hanhunde har et lystfuldt forhold til seksualitet. Det ved enhver hundeejer. Hvis man ønsker at læse mere om dyrs glæde ved seksuel adfærd (med andre dyr vel at mærke) kan bogen Pleasurable Kingdom: Animals and the Nature of Feeling Good af Jonathan Balcombe anbefales.

4: Seksuel omgang med dyr krænker dyrets integritet

Den sidste grund til at indføre et totalt forbud mod sex med dyr, der skal diskuteres her, er at menneskets seksuelle omgang med dyr, krænker dyrene, selvom det ikke skader dem. Der flyver mange begreber gennem luften i denne forbindelse. Jeg vi for enkelhedens skyld holde mig til integritet. Argumentet er altså, at sex med dyr krænker dyrets integritet og derfor bør forbydes, havd enten det skader dyret eller ej.

Integritet kommer af det latinske integer, der betyder hel, uberørt eller fuldstændig. Begrebet anvendes i mange sammenhænge og med skiftende betydninger, så for enkelthedens skyld vil jeg her blot forstå integritetstanken som udtryk for to ting. A: Der er etiske grænser for i hvor høj grad mennesket kan reducere dyret til et middel for sine egne formåls skyld og B: Dyrets liv, herunder seksualitet, udfolder sig normalt kun med artsfæller og ved at respektere dette, respekterer man dyrets integritet. Omvendt krænker man den ved at inddrage dyret i menneskers seksualitet – også selvom man selv oplever relationen som følelsesmæssig og ’gensidig’.

Når man krænker dyrets integritet tager man en magt over dyret, som man ikke er etisk berettiget til. Dyret er noget før mennesket kommer til det med sine behov og det noget, bør beskyttes. Dyret er en helhed, er afsluttet og færdigt fænomen, før vi begynder at definere det ud fra vores brug af det. Glemmer vi det, krænker vi dyret. Selvom dette sker uden at påføre dyret fysisk eller mental lidelse, er det etisk forkert, da det grundlæggende er udtryk for en manglende respekt for dyrets egenart.

Accepterer man som præmis, at dyr kan have integritet, giver det god mening at vende sig mod seksuelle relationer mellem mennesker og dyr. Selv i de tilfælde, hvor f.eks. hanhunde selv tager initiativ til den seksuelle akt, kan man ud fra dette argument hævde, at det krænker dyrets integritet at lade dyret udfolde sin seksualitet i samspil med mennesker.

Spørgsmålet bliver dog, hvad der er den etisk relevante forskel på dyresex og andre anvendelser af dyr. Med andre ord: Hvorfor er det etisk legitimt at opdrætte op mod 20 millioner svin om året under vilkår som fører til frustration og lidelse ganske uden at spørge dem om lov og under krænkelse af deres integritet blot for at kunne æde flæskesteg og gavne eksporten, men illegitimt at have et seksuelt forhold til en gris?

Nu er det ikke i sig selv et argument for at gøre noget forkert, at nogle andre gør noget lignende, der også er forkert. Two wrongs won´t make it right. Men når et totalt forbud mod seksuel omgang mellem mennesker og dyr rammer en gruppe mennesker på et centralt livsområde, mener jeg, at det er nødvendigt at feje for egen dør først. Alt andet er hyklerisk.

Påstanden i dette indlæg er derfor ikke, at man ikke kan opstille en etisk argumentation for et totalt forbud mod dyresex. Det mener jeg godt man kan. Argumentet for at forbyde dyresex fuldstændigt må for mig at se handle om, at kun sådan kan vi respektere dyrets integritet. Påstanden er blot, at vil vi følge vores normale samfundsmæssige spilleregler og kun gøre forskel på folk, hvor der gør sig en relevant etisk forskel gældende, bliver det problematisk ikke at inkludere andre anvendelser af dyr. Anvendelser, der er langt mere udbredte end menneskers seksuelle omgang med dyr.

En anden mulighed er selvfølgelig at vise, hvorfor dette område adskiller sig fra vores brug af dyr i hjemmet og i landbruget på en måde, der gør, at vi kan have forskellige standarder på de to områder. Jeg skal ikke udelukke, at det er muligt, men har endnu til gode at se et overbevisende argument.

Til sidst en kommentar, der er så banal, at det ikke burde være nødvendigt at nævne, men ikke desto mindre: Man kan både diskutere dette emne og være imod et forbud uden selv at praktisere dyresex. Grunden til, at det lige skal med er, at førnævnte Christian H. Hansen satte nye standarter for, hvor lavt man kan synke i den offentlige debat ved i TV2 News at anklage Dyreetisk Råds formand for selv at have ”erfaringer med dyr”, når han ikke ville tale for et fuldstændigt forbud.

Lort på et sølvfad – om kampagnen for dansk landbrug

I 1525 udgave Martin Luther bogen Om den trælbundne vilje. Bogen er et svar til Erasmus fra Rotterdam, der i 1524 havde angrebet Luther i skriftet Om den frie vilje. Diskussionen stod om menneskets mulighed for gennem en viljesbeslutning at ændre sit liv i retning af det gode.

Luther var ikke alene en usædvanlig begavelse, men også en hård debattør, der sjældent lagde fingrene imellem, når han skulle kritisere sin modpart. Om Erasmus tanker om menneskets vilje som fri til at vende sig til enten det gode eller det onde skriver Luther, at selvom tanken er smukt præsenteret af Erasmus i et formfuldendt sprog, er den dog intet andet en lort på et sølvfad.

Denne metafor satte sig uudslettelige spor i mit unge og uskyldige teologiske sind, da jeg studerede Den trælbundne vilje hos Leif Grane for snart 20 år siden. Og den meldte sig med fuld kraft, da jeg forleden sad i toget og fik smækket en annonce fra Landbrug og Fødevarer (tidligere kendt som Landbrugsrådet) i hovedet. Annoncen er et gigantisk billede af en dyrelort. I annoncen hævdes det, at sammenligner man vindmøller og dyregødning, så falder sammenligningen ud til dyregødningens fordel.

Læser man annoncen falder man over to ting. Med stort står der: Ok, vindmøller er pænere at se på, men de producerer ikke nær så meget energi. I første omgang et udsagn, der får mig til at tænke, at dyregødning er en mere effektiv energikilde end vindenergi og dernæst et udsagn, der får mig til at sepkulere over, hvad ”effektiv” mon betyder her. Er det billigere? Bedre for miljøet? Mere klimavenligt?

Derfor tager jeg avisen helt op til øjnene for at læse det, der står skrevet med så små bogstaver, at man får en mistanke om, at afsenderen helst ikke så, at jeg så det:

75% af den vedvarende energi, der produceres i Danmark, stammer fra biomasse. For eksempel halm, træ, affald og biogas fra husdyrgødning. I løbet af de sidste 15 år har vi faktisk fordoblet andelen af vedvarende energi i vores totale energiforbrug. Men målsætningen må stadig være at blive fuldstændigt uafhængig af fossile brændstoffer.

Læs det langsomt to gange. Først da forstår man, hvor misvisende annoncen er. Påstanden om at vindmøller producerer mindre energi end dyregødning viser sig at være lodret forkert. Det er energi produceret fra biomasse generelt, der sammenlignes med vindmøller. Men i Danmark består langt størstedelen af den biomasse, som anvendes til energiproduktion af træ, halm og affald. Dyregødning spiller en meget lille rolle. Sammenligningen holder altså ikke. Vi får reelt set intet at vide om forholdet mellem henholdsvis dyregødnings og vindenergis bidrag til Danmarks energiforsyning.

En anden ting, der er værd at bide mærke i, at det eneste annoncen reelt set sammenligner, er andelen af den samlede energi. Biomasse bidrager samlet set med mere energi end vindmøller til Danmarks energiforsyning. Men det gør fossile brændstoffer også. Oliebranchen kunne med fuld ret lave en tilsvarende annonce og hævde, at selvom vindmøller er pænere end boreplatformer, så producerer de ikke nær så meget energi. Det gør bare ikke olie til en bedre energikilde end vindenergi.

I første omgang fremstår annoncen altså som et forsøg på at sige noget pænt om energi produceret ved hjælp af dyregødning på bekostning af energi fremstillet ved hjælp af vindmøller – uden at der er bund i påstanden.

Tænker man lidt mere over annoncen dukker endnu mere absurde forhold op. Ikke overraskende skal der bruges dyr for at få dyregødning. De skal fodres. Dyrene omsætter så at sige plantemateriale til vækst og affald. Væksten spiser vi i form af kød, æg og mælk og affaldet kan vi bruge til energi. Men der skal en hel del energi til at skaffe affaldet. Energi, vi kunne have brugt direkte i stedet for at gå omvejen gennem dyret. Det er ganske enkelt et afsindigt spild set fra et energimæssigt synspunkt at lade dyrene omsætte plantemateriale til gødning for at lave energi af gødningen.

Pointen må derfor være, at når vi nu engang har den enorme animalske produktion vi har, så kan vi lige så godt udnytte affaldet i form af gødningen. Og det giver god mening. Ingen grund til at lade det gå til spilde, når det nu er der. Men opgaven kan ikke være at forsøge at sælge dette som “løsningen” på noget som helst – og slet ikke på bekostning af vindmøller. Løsningen er at producere færre animalske produkter. Det vil være bedre for miljøet, bedre for klimaet, bedre for dyrevelfærden og ikke mindst være mindre energiforbrugende.

Der går ganske enkelt mere energi til, når planterne skal igennem dyrene, i stedet for at blive spist direkte af os. Samtidig anvendes enorme landbrugsområder til dyrkning af dyrefoder eller græsning, og store vandressourcer anvendes i kæden fra foderdyrkning til produkt. Ressourcer som der allerede er pres på mange steder i verden. Udnyttelsen af dyregødning er muligvis det mindste onde i den nuværende situation. Men med de udfordringer som klimaforandringerne rejser, er det en langt bedre løsning så hurtigt som muligt at foretage en omstilling mod en langt mindre animalsk produktion.

Endelig er der de dyr, som gødningen kommer fra. Annoncen med dyrelorten er et led i en gigantisk reklamekampagne fra Landbrug og Fødevarer, som over de næste tre år skal overbevise os om, at Dansk Landbrug har styr på tingene. Under mottoet “Fremtiden er ikke så sort, som den har været” og med Jørgen Leths melodiske stemme som baggrund skal vi lære at holde af landbruget. Men for de dyr, som skal producere den gødning, som Landbrug og Fødevarer forsøger at sælge som en løsning på energiudfordringerne, er det svært at se, at det skulle være sandt.

Millioner af danske svin lever under forhold, hvor de stort ikke ikke kan udfolde deres naturlige adfærd som redebygning og roden i jorden. Næsten 10 % af de danske slagtekyllinger ankommer til slagteriet med åbne sår under fødderne. Sår, der skyldes ætsninger, fordi de tilbringer deres liv med at stå oven i deres egne efterladenskaber. I den økonomiske effektivitets navn undlader man at skifte den strøelse, som de tilbringer deres ca. 35 dage lange liv i. Smertefulde klov- og lemmelidelser er hverdag for mange danske malkekøer. Forholdene på minkfarmene er tydelige for enhver. Dertil kommer, at næsten alle dyrene opdrættes i stimulifattige miljøer uden adgang til udendørs arealer. For millioner af dyr i dansk landbrug er fremtiden ikke just blevet lysere.

Målet må være så hurtigt som muligt at få nedbragt den animalske produktion og dermed mængden af gødning. Det kan medvirke til at fremtiden skifte fra sort mod lysere nuancer. Det kræver imidlertid, at vi som samfund får taget diskussionen om, hvor meget vores lyst til animalske produkter skal have lov til at skade miljø, klima og dyr. Det er ikke landmandens eller forbrugerens problem, men vores fælles problem. Det ville dog klæde landbruget meget, hvis de ikke søgte at lade som om, at husdyrproduktionen ligefrem er et bidrag til løsningen på vores problemer, når den nu mere og mere fremstår som en del af problemet.

Man kan, som Luther bemærkede, godt forsøge at pynte på situationen ved at præsentere en lort på et sølvfad. Men det er og bliver en lort – både i bogstavelig og i overført forstand. Til gengæld vil jeg mene, at vi lige på dette punkt er i besiddelse af en frihed, der gør, at vi kan vende os bort fra Landbrug og Fødevarers uappetitlige forsøg på at retfærdiggøre sig selv og vende os mod en fremtid, hvor ord som bæredygtighed, dyrevelfærd og klimaansvarlighed præger også vores landbrugsproduktion.

Patienten bør høres – genoplivning efter hjertestop

Debatten bølger frem og tilbage efter det er kommet frem, at læger på Herlev Sygehus medicinske afdeling træffer beslutning om, hvorvidt patienter skal genoplives efter hjertestop uden at patienten nødvendigvis er uafvendeligt døende og uden at patienten nødvendigvis er blevet inddraget. En undersøgelse i Ugeskrift for Læger fra 2007 viser, at denne praksis er almindelig udbredt på de danske sygehuse.

Dette synes umiddelbart i stærk modstrid med det værdigrundlag sundhedsvæsenet ellers hviler på. Den hellige gral er her, at patienten selv bestemmer, hvad der skal ske. Det kaldes informeret samtykke og betyder, at sundhedsvæsenet skal oplyse patienten om sygdommen, behandlingsmulighederne, risici og andre relevante forhold, hvorefter patienten på baggrund af denne information og evt. rådføring med pårørende træffer alle væsentlige beslutninger om eget behandlingsforløb. Hvorvidt man skal behandles for hjertestop eller ej må siges at høre under kategorien væsentlige beslutninger.

I de tilfælde hvor genoplivning efter hjertestop ud fra et lægefagligt perspektiv er udsigtsløs er det selvfølgelig lægen, der på stedet kan afgøre ikke at behandle patienten. Ingen har ret til at blive behandlet for hvad som helst med mindre det lægeligt set giver mening. Der er næppe heller nogle, der i en situation, hvor de kun vil kunne blive genoplivet til at ligge i dyb koma i kort tid inden de alligevel dør, finder det meningsfuldt at blive behandlet.

Det springende punkt er de situationer, hvor lægen beslutter at undlade at behandle en patient, der ikke er uafvendeligt døende. Lægens afgørelse bygger her ideelt set på en vurdering af, hvilket chancer der for, at selve genoplivningsprocessen lykkes og hvilket liv, som patienten bliver genoplivet til. Hvis det liv vurderes at være af en sådan karakter, at patienten må formodes hellere at ville have været det foruden på grund af tab af fysiske og/eller mentale evner, smerter, komplikationer eller behandlingens kortvarige effekt, så kan man sige, at lægen af hensyn til patienten selv, bør lade patienten dø. Men det er helt afgørende, at patienten og de pårørende i det omfang det er muligt er orienteret om denne vurdering og har mulighed for at være med til at påvirke den ud fra deres værdier.

Ellers er der tale om en genindførelse af tidligere tiders paternalisme i forholdet mellem læge og patient. Et forhold, hvor lægen antages at vide bedre end patienten selv eller dennes pårørende, hvad der er bedst for patienten: I dette tilfælde hvornår livskvaliteten bliver så lav, at døden er at foretrække. Der kan siges meget godt om paternalisme, men netop her synes det meget problematisk, at det bliver lægens forståelse af begrebet livskvalitet, der bliver afgørende for, hvornår der igangsættes livsforlængende behandling.

Livskvalitet er indlysende et begreb, hvor lægefaglig indsigt kan være af stor betydning, men det er også et fænomen, der i høj grad afgøres af den enkeltes egne værdier. Det liv, der er uden kvalitet for den ene kan være det for den anden. Hvis ikke lægen har drøftet dette med patienten selv eller de pårørende, risikerer lægen at handle på baggrund af sin egen opfattelse snarere end patientens – og derved fratages patienten selvbestemmelsen over et meget centralt spørgsmål.

Som nævnt bygger forholdet mellem patient og behandler i Sundhedsvæsenet på tanken om informeret samtykke og selvbestemmelse. Og det i en grad, så man som patient undertiden kan føle sig ganske magtesløs over alle de valg, som man skal træffe. Valg som man ofte synes, at lægen må være mere kvalificeret til at træffe. I de situationer kan man ofte opleve, at det er meget svært eller umuligt at få lægen til at sige sin mening om valgmulighederne. Systemet er som et supermarked. Lægen oplyser, hvad der er på hylderne og patienten vælger selv.

Denne konstruktion af forholdet mellem patient og behandler er ikke uproblematisk. Som patient kan selvbestemmelsesretten virke som en etisk håndvask, hvor lægen kan vaske hænder og fralægge sig sit ansvar. Det ikke at ville tage ansvar kan således også være et svigt i forhold til en patient, der er syg og bekymret og ikke selv kan overskue situationen. Videre er læger jo heller ikke uden holdninger. Når de opstiller en række muligheder for en patient er der naturligvis nogle af dem, som de selv finder bedre end andre. Den holdning kan ikke undgå at smitte af på den ideelle neutralitet som informeret samtykke systemet forudsætter. Og derved kommer lægen alligevel til at påvirke patienten, blot uden at ville stå ved det.

Det er blot nogle af de kritikpunkter man kan rejse mod tanken om informeret samtykke som det eneste grundlag for forholdet mellem patient og behandler. Spørgsmålet er så, om den praksis der har udviklet sig på Herlev Sygehus – og utvivlsomt også andre steder – i virkeligheden ikke blot er udtryk for, at lægerne søger at drage omsorg for deres patienter i en situation, hvor idealet om selvbestemmelse bryder sammen. Som filosof Klemens Kappel har udtrykt det, så har vi som patienter ikke alene en ret til at vide, hvad der sker med os men også en ret til ikke at vide det.

Måske er det her en situation, hvor vores ret til ikke at vide tæller mest. Hvor den viden lægen har om mulighederne efter et hjertestop og beslutningen om derfor ikke at genoplive, er for tung for os selv at bære. Så tung, at vi hellere vil klæbe os til livet end at lade naturen gå sin gang og forlade denne verden, når døden melder sig. En beslutning som lægen træffer på vores vegne, fordi vi i situationen ikke selv kan træffe den, selvom vi i en ideel verden, hvor vi ikke blev ramt af angst og bæven, når døden melder sig, ville vælge det samme.

Det holder bare ikke. Etisk set giver det god mening at forholde sig kritisk til den overdrivelse af betydningen af det informerede samtykke, som patient-behandler forholdet undertiden lider under. Men lige præcis i denne situation, hvor beslutningen ikke drejer sig om, hvilken behandlingsform, der vil være bedst, men om hvorvidt livet er værd at leve, der kan lægen ikke komme uden om at diskutere det med patienten eller de pårørende. Den viden kan lægen ganske enkelt ikke påtage sig at have på andres vegne. Dertil er den for tæt knyttet til den enkeltes livsforståelse.

Der kan selvfølgelig være andre faktorer end hensynet til den enkelte patient, der spiller ind i denne sag. Læger har lært at behandle og helbrede sygdomme. Ikke at tale med mennesker om, at de ikke kan hjælpes og snart skal dø. Som de fleste andre i vores kultur lever også læger i en fortrængning af døden som eksistensens grundvilkår. Den bliver et teknisk problem, der markerer grænsen for lægens ansvarsområde i stedet for en naturlig del af samtalen mellem læge og patient. Problemet med læger, der har svært ved at forholde sig til døden er bl.a. blevet påpeget af Tove Vejlgaard, læge og formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin.

Kynisk betragtet kan det også være et spørgsmål om ressourcer. Den enkelte læge er indlejret i et system med konstante nedskæringer, voldsomt arbejdspres og meget begrænsede økonomiske muligheder. Der må prioriteres på en eller anden måde. En prioritering som ingen politikere har mod til at foretage, fordi de frygter vælgernes dom, hvis de ikke lader som om, at vi kan hjælpe alle med alt. I et system med flere problemer end løsninger, må man nødvendigvis vælge hvilke problemer man vil løse. Bevidst eller ubevidst kan der også ligge sådanne betragtninger bag valget.

Men selv hvis man antager, at begrundelsen for ikke at genoplive en patient ved hjertestop er hensynet til patienten selv, er det stadig stærkt problematisk. Hvordan kan lægen vide, at det er det bedste for patienten? At dette er en situation, hvor patienten gerne vil udnytte sin ret til ikke at vide? Lægen kan selvfølgelig gennem samtaler med patienten have en ide om i hvilken retning patientens holdninger peger, men som enhver der har tilbragt lidt tid på et sygehus de sidste 30 år ved, så er der meget begrænset tid til den slags samtaler. Som patient oplever man oftest et mylder af personale, en overvældende mængde af informationer og en medicinsk kyndig behandling. Men lange samtaler om ens forestillinger om døden, livssyn og tilværelsessituation? Nej, vel.

Beslutningen om genoplivning efter hjertestop kan i langt de fleste ikke træffes uden om patienten uden at man risikere, at den træffes på et uinformeret grundlag. Med uinformeret sigter jeg her ikke til den lægefaglige vurdering, men udelukkende til patientens livssyn. Det bør spille en stor rolle i sådan en beslutning og kendes bedst af patienten selv eller de pårørende. Den beslutning bør lægen ikke træffe alene.

Så kan man spørge, hvorfor behandlingssystemet lige på dette punkt lader hånt om ideen om informeret samtykke. Ovenfor er nævnt nogle mulige grunde. Der kan være andre som utvivlsomt vil komme frem i den diskussion, der nu følger. Måske også gode grunde. Det centrale er, at lægen og sundhedssystemet søger at behandle, lindre og helbrede og når døden bliver en af mulighederne at hjælpe patienten til at møde den på en måde, som patienten selv opfatter som værdig. Man kan håbe, at det er sådanne overvejelser, der ligger bag den praksis, som har udviklet sig på Herlev Sygehus og andre steder.

Men selv hvis det er med de bedste intentioner, at det sker, så synes det etisk problematisk netop på dette punkt ikke at lytte til dem, der skal leve og dø med beslutningen.

Er der for mange teologer i Etisk Råd?

Den 30/12 var formanden for foreningen ´Humanistisk Samfund´ i Radioavisen med en kritik af antallet af teologer og kristne i Det Etiske Råd. Rådet får ved årsskiftet en række nye medlemmer, her i blandt undertegnede, og vil derefter bestå af 17 medlemmer, hvoraf tre er teologer og 2 har et ’erklæret kristent livssyn’, som Dennis Nørmark formulerer det.

Det er for mange og for meget, mener Dennis Nørmark, der finder der er tale om ’teologisk smagsdommeri’ og ikke kan forstå, hvad der gør kristne særligt kvalificerede til at sidde i Rådet. Eftersom under halvdelen af danskerne tror på Gud, bør også de gudløse været repræsenteret i Rådet, mener formanden.

Som nyudpeget medlem af Etisk Råd og teolog finder jeg det naturligt, at svare på denne kritik fra Dennis Nørmark. Nu har det nye Råd endnu ikke udtalt sig om noget, endsige holdt sit første møde, hvorfor kritikken kan synes noget uberettiget. Dennis Nørmark har ingen mulighed haft for at danne sig et indtryk af arbejdet i Rådet eller hvilken rolle enkeltmedlemmers personlige religiøse overbevisninger spiller. Det har imidlertid ikke afholdt Dennis Nørmark fra at gå ud med sin kritik allerede nu.

Jeg vil derfor tillade mig at pege på nogle forhold, som jeg mener Dennis Nørmark bør tage med i sine overvejelser, inden han næste gang sætter automatpiloten til og råber ’Ulv’, når han ser et menneske med en dåbsattest. Endelig vil jeg benytte lejligheden til at skitsere tre indsatsområder, som jeg håber, at jeg gennem mit medlemskab af Rådet, kan være med til at få sat fokus på.

For god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at jeg på ingen måde taler på Rådets vegne her, ligesom jeg heller ikke bør opfattes som repræsentant for de øvrige medlemmer af Rådet, der har en teologisk baggrund eller måtte opleve sig selv som knyttet til kristendommen eller en anden religion.

Hvad ved kristne om etik, som vi andre ikke ved?

Sådan spørger Dennis Nørmark og formuleret på den måde, må svaret være: ’Intet’. Forstår man etik som værdibaserede holdninger til verden i almindelighed – og i Etisk Råds tilfælde i særdeleshed til de nye bioteknologier – har vi alle lige meget eller lige lidt at skulle have sagt. Alle menneskers holdninger er baseret på etiske værdier. De kan så igen være baseret på forskellige livssyn, der dog alle har det til fælles, at de ikke kan bevises. Et ateistisk eller humanistisk livssyn er derfor hverken værre eller bedre end et religiøst livssyn. I sidste ende er de funderet i nogle grundlæggende antagelser om, hvad meningen er med livet, universet og alt det der.

Selvfølgelig giver nogle livssyn umiddelbart mindre mening end andre. Et livssyn baseret på en forestilling om, at månen er lavet af grøn ost, er ikke så velfunderet som et livssyn, der omfatter den gængse naturvidenskabelige viden om verden. Men den gængse naturvidenskabelige viden om verden er ikke i sig selv et livssyn. Den er et resultat af den videnskabelige metode og som sådan udtryk for en reduceret erkendelse af verden. Der er ganske enkelt fænomener, som falder uden for naturvidenskabens område, ligesom der er aspekter ved fænomenerne, som naturvidenskaben qua sin metode på forhånd ser bort fra. En let tilgængelig og velskrevet diskussion af forholdet mellem naturvidenskab og livssyn, kan læses i Jakob Wolfs ’Etikken og Universet’ fra 1997. Her rækker det at slå fast, at man godt kan skelne mellem alle mulige livssyn og finde nogle, der umiddelbart synes mere rigtige, velfunderede og velovervejede end andre, men at der mellem disse vil være både religiøse og ikke-religiøse livssyn.

Så kristne ved lige så meget eller lige så lidt som ikke-troende om etik, forstået som det at fælde etiske domme over virkelighedens fænomener. Skulle det derfor være sådan, at de tre teologer og to personer med ’erklæret kristent livssyn’ var blevet sat i Rådet for at fælde etiske domme på baggrund af deres tro, ville de altså være lige så kvalificerede eller ukvalificerede som de øvrige 12 rådsmedlemmer. Og statistisk er det vel meget rimeligt at et sted mellem 1/4 og 1/3 af Rådets medlemmer kommer med et kristent livssyn og dermed repræsenterer den kristne del af befolkningen? Der er bare det problem ved denne tankegang: Den er nærmest meningsløs.

Hvad mener kristne?

For det første er der ikke en nødvendig sammenhæng mellem at være teolog og være kristen. At være teolog er at have erhvervet sig en akademisk grad – ikke at have meldt sig ind i et trosfællesskab.

For det andet er det langt fra entydigt, hvad man tror på, endsige har af etiske holdninger til nye bioteknologier, blot fordi man opfatter sig selv som ’kristen’. Der hersker meget stor mangfoldighed inden for kristendommen, ikke bare globalt, men også i vores egen lille andedam. Vidt forskellige opfattelser af hvad kristendom er og handler om, trives side om side i Folkekirken – og uden for den. At skære alle teologer og mennesker med et ’erklæret kristent livssyn’ over en kam på den måde, som Dennis Nørmark gør, er i bedste fald meningsløst. Det svarer til at hævde, at alle politisk interesserede medlemmer af Rådet udgør en samlet flok.

I nogle kirkelige teologers forestillingsverden gives der ganske vist en ”kristendom”. Og trosbekendelsen som den lyder ved hver en højmesse i Folkekirken, kan forstås som et udtryk for en række grundlæggende forhold, som ’kristne’ er enige om. Jeg kan anbefale Dennis Nørmark at læse en introduktion til teologiens historie, hvis han vil have et indtryk af, hvor forskelligt disse forhold er blevet tolket op gennem tiden. Der er langt fra Nørmarks forestillinger om et kristent og teologisk entydigt smagsdommeri til virkelighedens pluralisme, hvor man snarere må tale om kristendomme end kristendom.

I forbindelse med Etisk Råds arbejde vil det derfor være meget mere relevant at se på, om de enkelte medlemmer generelt er skeptiske eller positive overfor de nye teknologier eller hvordan de ser på forholdet mellem forskning og teknologisk udnyttelse for at nævne bare et par eksempler. Blot at kaste sig over mennesker fordi de enten har en bestemt uddannelse eller har et ’erklæret livssyn’ (hvad det så end måtte være), giver ingen mening. Men igen, skulle det være meningsfuldt, så er 5 ud af 17 næppe en overrepræsentation.

Prototypen på en teologisk smagsdommer?

Endelig vil jeg tillade mig at tage til genmæle personligt mod at blive udråbt til teologisk smagsdommer. Jeg har ganske vist en teologisk kandidatgrad og en ph.d.-grad i bioetik fra Det Teologiske Fakultet. Men ikke desto mindre er jeg næppe blevet bedt om at sidde i Etisk Råd for at pleje ’kristne’ interesser (det blev i hvert fald ikke nævnt med et ord).

Mit eget etiske udgangspunkt er løgstrupsk-fænomenologisk. I denne sammenhæng betyder det blot, at jeg forstår etikken som en forløber for teologien. Etikken må gennemtænkes på filosofiske vilkår uden inddragelse af særlige ’kristne’ indsigter. Etikken ender imidlertid for mig at se med at rejse spørgsmål, der peger videre mod en religiøs og endda en kristen tolkning af virkeligheden. En tolkning, der på hermeneutisk vis virker tilbage på den etiske tænkning og omvendt. Men jeg mener ikke, at etikken som udgangspunkt er enten ’teologisk’ eller ’ateistisk’. Etikken er forsøget på at tænke uhildet over tilværelsens udfordringer i livet med hinanden og naturen.

Jeg har de sidste 10 år arbejdet med spørgsmål vedrørende etik, natursyn og nye teknologier.. Jeg er i dag lektor i bioetik ved Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og underviser bl.a. dyrlægestuderende, naturressourcestuderende, fødevareingeniørstuderende og bioteknologistuderende i etik og videnskabsteori i emner som naturetik, dyreetik, forsøgsdyrsetik, klimaetik, nanoetik, bioetik, medicinsk etik mm. Dette sker under den fagligt relevante inddragelse af teologisk funderede og ateistisk funderede etiske positioner, med det hovedformål at ruste de studerende til at kunne indgå på konstruktiv vis i samfundsdiskussionen om deres fagområde. Af forskningsområder som jeg har beskæftiget mig med, kan særligt nævnes anvendelsen af bioteknologi på dyr, forholdet mellem natursyn og naturbehandling og de etiske aspekter af klimaforandringerne.

Jeg har endvidere brugt en del tid de seneste 10 år på at holde foredrag om disse emner i folkelig sammenhæng, lige som jeg har skrevet en lang række formidlende tekster og redigerer et par bøger. Hovedtanken bag denne formidling har altid været, at opgaven ikke er at fortælle mennesker, hvad de skal tænke og mene, men hjælpe dem til at finde ud af, hvad de selv mener og tænker.

Umiddelbart vil jeg tro, at det er denne faglige baggrund og mit engagement i den offentlige etiske diskussion, der har bragt mig i betragtning til pladsen i Etisk Råd. Men her ved Dennis Nørmark nok bedre og har gennemskuet, at det blot er fordi, at jeg er teolog og dermed i stand til at udøve teologisk smagsdommeri, at jeg er blevet udpeget. Lige på dette punkt må jeg indrømme, at jeg finder kritikken meget useriøs. Jeg tager gerne en diskussion med Dennis Nørmark om det berettigede i, at jeg er blevet spurgt om og har sagt ja til at sidde i Etisk Råd. Men jeg vil foretrække, at Dennis Nørmark så gør sig den ulejlighed at skaffe sig lidt viden på området, før han stiller sig op i landsdækkende medier og mener noget om mig udelukkende på baggrund af min universitetsgrad.

Opgaven i Etisk Råd

Som 1 ud af 17 medlemmer i Etisk Råd har jeg af indlysende årsager begrænset indflydelse på, hvilke emner vi kommer til at beskæftige os med de kommende 3 år og på hvilken måde, vi vil gribe arbejdet an. Alt det skal vi som Råd først til at finde ud af sammen – teologer, troende og alle de andre. Der er dog et par områder, som jeg sluttelig vil udpege som områder, hvor jeg mener, at Rådet bør gøre en særlig indsats. Områder, som jeg vil gøre mit til, kommer mere i fokus i de etiske diskussioner som Rådet har internt og søger at rejse i offentligheden.

Grunden til, at de skal nævnes her er, at det giver læseren en chance for at bedømme, hvad det egentlig er jeg vil. På den baggrund er det forhåbentlig lidt lettere at forholde sig til, om der er for mange teologer i Etisk Råd.

1: Forholdet mellem ekspertviden og holdninger. Set herfra fylder de naturvidenskabelige eksperter undertiden for meget i de etiske diskussioner. Det bliver en diskussion om tekniske detaljer i forbindelse med f.eks. fremstillingen af humane stamceller i stedet for en diskussion om de håb, som teknologien giver næring til og de værdier, som nogle oplever som truet af teknologien.

Der er derfor brug for en gennemgribende diskussion af, hvor stor en rolle videnskabelige eksperter og naturvidenskabelig viden skal spille i de etiske diskussioner.

2: Sammenhængen mellem forskellige problemfelter. Tit ender etiske diskussioner med at handle om meget små problemfelter. Den ene dag diskuteres humane stamceller, den næste dag dyrekloning og den tredje dag fosterdiagnostik. Det har den fordel, at det videnskabelige grundlag for diskussionen er på plads og at alle parter i diskussionen forholder sig til de samme problemer. Ulempen er til gengæld, at man mister sansen for sammenhængene og ender med kun at diskutere meget snævre og specielle etiske problemstillinger, der kun er relevante inden for et snævert fagområde. De store sammenhænge og de fælles etiske problemstillinger drukner let i naturvidenskabelig faglighed.

Det er derfor nødvendigt at få den etiske faglighed længere frem i diskussionen, så det ikke altid er den naturvidenskabelige faglighed, der sætter dagsordenen. Kun derved kan de gennemgående etiske problemstillinger, som rejses af de nye teknologier få den plads i diskussionen, som er nødvendig, hvis diskussionerne skal have offentlig interesse.

3: Forholdet mellem menneske og natur. Opdelingen i et Etisk og et Dyreetisk Råd afspejler allerede en opdeling af de etiske problemstillinger. En opdeling, der ikke nødvendigvis altid giver mening. Vores anvendelse af dyr og planter har betydning for andre mennesker på en lang række måder. Og samtidig udfordres den klassiske opdeling af mennesker og natur af vores øgede viden om slægtskabet mellem mennesket og resten af naturen, ligesom forståelsen af naturens betydning for vores psykiske liv vokser. Set herfra vil de etiske diskussioner vinde ved at opgive den skarpe opdeling mellem menneskets behov og resten af naturens behov, og i stedet fokusere på sammenhængen mellem mennesker og natur.

De etiske diskussioner om f.eks. klimaforandringerne bør derfor i højere grad inddrage naturen som andet og mere end en ressource, der risikerer at ’slippe op’. Ved at fokusere mere på naturen som vores udgangspunkt, som vi psykisk og legemligt er uløseligt indvævet i, vil de etiske overvejelser bedre kunne omfatte de oplevede problemer og pege frem mod andet og mere end teknologiske lappeløsninger.

Dennis Nørmarks kritik af Rådets sammensætning er for mig at se baseret på en ting: Dennis Nørmarks egne fordomme. Jeg synes diskussionen om religionens rolle i samfundsdebatten er vigtig og også en diskussion, som Etisk Råd må forholde sig til. Men det vil nok være en fordel, hvis den diskussion blev ført på et andet niveau end der nu er lagt op til. Man kunne for eksempel overveje at diskutere konkrete menneskers konkrete holdninger i stedet for blot at operere med et verdenssyn, hvor der er ’teologer og mennesker med et erklæret kristent livssyn’ og så alle de andre.

Genmodificeret foder til landbrugsdyrene – skal kødet mærkes?

Skal bøffer fra køer, der har spist genmodificeret foder, mærkes, så forbrugerne ved, at kødet er produceret ved hjælp af moderne genteknologi? Eller er det en overflødig viden, når intet nu tyder på, at det udgør en sundhedsrisiko?

Planter udviklet ved hjælp af genteknologi bliver i stor stil brugt som foder til danske landbrugsdyr. Sådan har det været længe. Store mængder af den soja og majs vi importerer som dyrefoder, stammer fra planter, der gennem bioteknologi har fået indsat et eller flere gener fra en anden organisme. Det gør at planterne er resistente overfor enten bestemte sprøjtemidler eller resistente mod forskellige plantesygdomme (typisk skimmel- og svampeangreb).

Samtidig er der i den danske befolkning en stor skepsis mod at anvende genteknologi på fødevareområdet. Sådan har det også været længe. Der foreligger også mange undersøgelser som viser, at denne skepsis ikke skyldes uvidenhed som det ellers ofte fremhæves fra både forskere, industri og politikere, men skyldes en række etiske overvejelser over de risici, som brugen af planterne rummer, nytteværdien af de planter, der er blevet udviklet, og en generel skepsis overfor det etisk tilladelige i at manipulere med naturen gennem genteknologi. Jeg skal ikke her gå ind i denne diskussion, men kun hævde, at den udbredte folkelige skepsis over genteknologien på fødevareområdet er mindst lige så velbegrundet som den optimisme den bioteknologiske verden med forskere, industri og politikere i spidsen ofte slår til lyd for.

Befolkningernes skepsis i Danmark og andre EU lande har ført til, at vi har fået mærkningsregler, der gør os i stand til, i modsætning til forbrugerne i store dele af resten af verden, at vælge om vi vil købe produkter, der indeholder genmodificerede organismer. Men det er kun produkter, hvor det kan påvises, at der er genmodificerede elementer i, der skal mærkes. Det betyder, at kød fra dyr, der er fodret med genmodificerede planter, ikke skal mærkes. For man kan ikke påvise en fysisk forskel på en bøf fra en ko, der er fedet op på genmodificerede sojabønner, og en ko, der har spist konventionel soja.

Den eneste mulighed i dag for at undgå at købe kød fra dyr, der har spist genmodificerede planter, er at købe økologisk kød, æg og mælk, da de økologiske producenter skal fodre med økologisk foder. Indtil videre er genteknologien nemlig udelukket fra det økologiske selskab. Da salget af økologisk kød fortsat kun udgør en forsvindende lille del af det samlede salg, betyder det, at langt de fleste af os til dagligt køber og spiser kød, mælk og æg, der er produceret ved hjælp af en teknologi, som mange er skeptiske overfor. En undersøgelse fra Forbrugerrådet, viser da også, at 4 ud af 5 adspurgte forbrugere mener, at det bør stå på produktet, hvis der er anvendt genmodificeret foder i produktionen.

En enkel løsning synes at være at mærke fødevarer, der er produceret ved hjælp af genmodificeret dyrefoder. Så kan de forbrugere, der gerne vil betale for denne teknologi, gøre det, og de, der af forskellige grunde ikke vil, kan købe de umærkede produkter. Den løsning vender både industrien og fødevareministeren sig imidlertid imod under henvisning til, at der ikke er nogen fysisk forskel på de to produkter. Og derfor vil den information blot forvirre forbrugerne, der kunne forledes til at tro, at de fødevarer, som er produceret uden genmodificerede planter, er sundere eller på andre måder fysisk bedre end dem, hvor sådanne planter er anvendt i foderet.

I sidste ende står valget derfor i øjeblikket mellem at købe konventionelt producerede animalske fødevarer eller økologiske. Så alle de, der ønsker at fravælge det genmodificerede dyrefoder, kan blot købe økologisk. Denne løsning rummer dog en række alvorlige problemer. Det ene er af meget praktisk karakter: Udvalget er forsvindende lille i forhold til, hvad vi som forbrugere er vant til. Det andet problem er, at økologi handler om mere end for eller imod genmodificerede planter. Forbrugere, der ønsker at fravælge genmodificeret foder, men i øvrigt har det fint med de konventionelle landbrugsmetoder og ikke ønsker at støtte den økologiske produktionsform, står derfor reelt uden en mulighed for at købe produkter, der harmonerer med deres ønsker. Og da gruppen af danskere, der er skeptiske overfor genteknologien, er langt større end gruppen, der normalt køber økologisk kød, æg og mælk, er det altså en stor gruppe borgere, som man herved fratager muligheden for at udtrykke deres holdning som forbrugere.

Den politiske forbruger, der ellers i lang tid har stået som den sidste bastion mod de rene økonomiske interesser på fødevareområdet, gøres med andre ord impotent og ude af stand til at handle på et af de mest kontroversielle områder inden for fødevareområdet: Anvendelsen af moderne bioteknologier i produktionen.

Som nævnt ovenfor er der en lang række uafklarede spørgsmål vedrørende anvendelsen af sådanne planter. Vil de indsatte gener kunne sprede sig til andre planter? Hvordan vil planterne påvirke de økosystemer, som de bliver en del af? Vil planterne vandre fra marken ud i grøftekanten og videre ud i den vilde natur? Vil genteknologien øge eller mindske misforholdet mellem rige og fattige lande? Er genmodificerede organismer den rette strategi til at løse de problemer, som voksende befolkningstal og klimaforandringer byder på? Skal det teknologiske og beherskelsesprægede natursyn, som ligger bag genteknologien, fortsat præge vores kultur så voldsomt som nu?

Der er ingen udsigt til, at disse grundlæggende uenigheder om genteknologiens risici, nytte og etiske status, bliver løst. De skyldes forskellige etiske værdier og natursyn og dermed også forskellige opfattelser af, hvordan den naturvidenskabelige viden og teknologiske kunnen på området bør forstås og anvendes.

Der er intet, der tyder på, at animalske fødevarer produceret ved hjælp af genmodificeret foder er farligere for mennesker end animalske fødevarer produceret ved hjælp af konventionelt eller økologisk foder. Set ud fra den synsvinkel er der ingen grund til at mærke produktet. Men der er masser af grunde til at mærke produktet, hvis man ønsker at respektere, at det for mange mennesker ikke kun er det færdige produkt, men også produktionsprocessen, der har interesse. Om man er for eller imod anvendelsen af genteknologi i fødevareproduktionen, handler ikke kun om, hvorvidt det er farligt for mennesker at spise sådanne produkter eller ej. Der er en lang række andre værdier på spil.

Hvis man fra politisk hold ikke vil respektere borgernes ret til at fravælge en kontroversiel teknologi, der hersker stor skepsis overfor, står man i mine øjne med et stort forklaringsproblem. Genteknologi handler ikke kun om biologi, men også om værdier. At forsøge at lukke den diskussion gennem ugennemsigtighed på fødevareområdet er næppe i hverken forbrugeres eller producenters interesse. Hvis fordelene ved genteknologien er så store og problemerne så små, som det hævdes fra fortalernes side, burde de vel nærmest reklamere med teknologiens velsignelser i stedet for i hemmelighed at liste den ind i produktionskæden.

Grundlæggende bør det vel være muligt at lade være med at købe produkter, der fremmer en teknologi, som man af den ene eller anden grund mener, er en forkert teknologi. Og når det er flertallet, der ikke ønsker teknologien, må det vel være mindretallet, der gerne vil teknologien, der bør mærkes produkter til. Så bliver genteknologien et tilvalg for dem, der ønsker den og ikke enten et meget besværligt fravalg for de fleste eller en teknologi, der uden vores vidende og på trods af udtalt folkelig skepsis glider ind i hverdagen.

(Tak til Søren Holst for gode ideer og gennemlæsning)

Hvad skal vi med døden? ’Voices’ på Betty Nansen Teatret

Foto: Natascha Thiara Rydvald / Kaya Brüel

Verden er fuld af død og lidelse. Naturkatastrofer, krig, sult, meningsløs vold, trafikulykker og sygdom. Synker man ned i mediestrømmen blot en kort stund, er det som udstødte hele planeten et kollektivt klageskrig, der klinger uhørt bort i det uendelige univers som omgiver os. Heller ikke i vores eget liv slipper vi uden om død og lidelse. Dø skal vi alle og hvad værre er: det skal alle de, som vi elsker også. Ydermere synes vejen fra fødsel til død også at rumme sin rigelige portion smerte og lidelse. Forhold, der bryder sammen, livsfaser, der for evigt forsvinder, sygdomme, der smerter og indskrænker mulighederne, svigt & skuffelser, ensomhed & angst og et liv, som for hver dag svinder bort som sand mellem fingrene, og kommer et skridt tættere på døden.

Med al denne død og lidelse kan det synes absurd, at Betty Nansen Teatret med forestillingen ”Voices” af den spanske instruktør Calixto Bieito, ønsker at rette vores opmærksomhed mod lidelsen i menneskets liv og gennem en række tableauer søge at afdække, hvorledes død og lidelse er en integreret del af vores eksistens. Hvad skal vi med det? Er der ikke nok? Burde vi ikke snarere forsøge at glemme de tragiske grundvilkår og den menneskelige ligegyldighed og ondskab, der går sammen om at true eksistensen?

Behøver vi lidelsen og døden i vores liv, eller skal vi ikke blot søge at skaffe begge dele af vejen for andre i det omfang det kan lade sig gøre, uden det store tab af personlig komfort? Og så søge at fortrænge det som vi ved, kommer til os alle. Lade som om, at vi skal leve evigt. At der altid kommer en ny fodboldsæson, en ny hårmode, et nyt talentshow og en ny nyhedsudsendelse, hvor vi kan høre om de andres død og ulykke som sensationer, der ikke berører os.

Sådan synes vi i hvert fald at gøre i dag. Vi bekæmper den død og lidelse som vi orker at bekæmpe, og fortrænger resten. Og fortrænger, at det ikke kun er de andre, men også os selv, der er født ind under det grundvilkår, at alt hvad vi elsker, skal lide og dø. Vi har så at sige gjort døden og lidelsen til udvendige problemer, der skal løses. De er udelukkende problemer, der modsiger den menneskelige eksistens og som sådan bør de bekæmpes.

Hvis blot døden og lidelsen ikke var til, ville alle leve evigt og altid være glade. Sådan er det bare ikke og kan det ikke blive. Fra det sekund vi bliver født, spiller døden en rolle i vores liv. ”Liv er udskudt død”, som K.E. Løgstrup sagde. Død og lidelse er ikke kun udvendige problemer, men mindst lige så meget uforanderlige grundvilkår ved vores eksistens. Og det kan vi ikke bære i. Det er endda et af de mest kendetegnende træk ved vores kultur: At de problemer, som i virkeligheden ikke blot er problemer men også grundtræk ved den menneskelige eksistens, der er uden for vores kontrol, kan vi ikke magte at forholde os til.

Problemet er bare, at når vi på den måde reducerer død og lidelse til entydige og absolutte modsætninger til menneskelivet, så fornægter vi, hvad mennesket egentlig er. Vi kommer til at leve på en illusion om, at vi burde være usårlige og udødelige, hvis altså ikke det lige var for den død og lidelse, der hele tiden truer med at modsige os. Men derved kommer vi til at modsige vores egen eksistens og de vilkår, som gælder for den – og i virkeligheden gør vi den mindre end den er og forhindrer os selv i både at udvikle vores forståelse af det, som vi mennesker har til fælles og i for alvor at turde glæde os over de øjeblikke af ufattelig skønhed, der med mellemrum havner midt i vores liv.

Nu skal dette på ingen måde være en opfordring til at give sig døden og lidelsen i vold. Der er masser af kampe at kæmpe på den front. Det giver ingen mening at gå fra fornægtelsen af fænomenerne til en forherligelse af dem. Kunsten er at finde en balance, hvor de ses i det rette perspektiv i forhold til den menneskelige tilværelse.

Påstanden her skal være, at det er hvad ”Voices” prøver at gøre ved at beskrive døden og lidelsen som det førnævnte Løgstrup kaldte ’forenende modsætninger’.

Forenende modsætninger er de modsætninger, hvor det ene fænomen kun giver mening, hvis man ser det sammen med dets modsætning. Fænomenet ’varm’ giver kun mening og kan kun eksistere i en relation til fænomenet ’kold’. Ligeledes er fænomen-par som ’lys & mørke’, ’sulten & mæt’, ’fællesskab & ensomhed’ og ’vinde & tabe´ forenende modsætninger, hvor forståelsen af det ene fænomen er uløseligt knyttet til forståelsen af det andet fænomen.

I ’Voices’ er livet & døden og lidelsen & glæden beskrevet som sådanne gensidigt afhængige fænomener. Det vil sige, at hvis vi ikke vil vide af døden i vores liv, så kan vi heller ikke komme i nærkontakt med livet. Et så basalt fænomen som livsglæde ville ikke findes uden det Camus kaldte ’de mørke skyer, der blæser os i møde fra vores fremtid’. Det er netop fordi, at vi skal miste det, at vi hæger os fast til det. Det er præcis fordi, at vores kærlighed er så skrøbelig og de vi elsker også er det, at de kan have uendelig betydning for os. Var livet evigt liv i den forstand, at det bare varede altid, så ville verden hurtigt miste sin glød og smag. Det at være bundet til livet og frygte døden er at være et menneske. Et menneske, der ikke kan dø, ville ikke være et menneske.

Det er den første grund til, at det er vigtigt, at instruktører som Calixto Bieito forsøger at minde os om, at døden og lidelsen ikke kun er fjender af livet og glæden, men også forudsætninger for at kunne nyde dem i fulde drag. Livet og glæden bliver vigtige fænomener, fordi de eksisterer under tilintetgørelsens trussel. Og det er lige her, at det bliver svært. For vi vil så nødig vide af, at det hele skal forsvinde: at børnene vokser op, at forhold bryder sammen, at kærligheden ikke magter at forhindre døden i at tage dem vi elsker fra os. Så vi prøver at glemme, at alting foregår på lånt tid. Vi vil have det hele og for evigt. Så vi glemmer skrøbeligheden, men derved gør vi også de relationer, som vi står i til hinanden, til mindre end de er.

Vi kan isolere os fra smerten og angsten, men i og med vi gør det, isolerer vi os også fra glæden og håbet. Mundheldet ’Det er bedre at have elsket og mistet end aldrig at have elsket’ rummer denne indsigt. At først når vi tør åbne os op for tilintetgørelsens mulighed og uafvendelighed kan vi se, hvor stort det egentlig er – det her liv vi går rundt og kalder vort.

Igen: Dette er ikke en opfordring til at lade død og lidelse råde i menneskets liv. Blot en påpegning af, at vil vi ikke være ved vores eksistens grundvilkår, så bliver det svært for alvor at tage favntag med den. Et eksempel kan være den angst, som forældre nærer for, at deres børn skal komme alvorligt til skade eller dø. Det er en angst, der kan vække én midt om natten med hamrende hjerte og koldsved. Det er en angst, der udspringer af kærligheden til barnet og visheden om, at det lever under tilintetgørelsens grundvilkår. Den angst kan man enten søge at fortrænge og glemme, fordi det gør for ondt at tænke på eller man kan lade den være en del af baggrunden for den uendelige kærlighed, som vi som regel nærer til vores børn. Og i med at kærligheden for lov at udfolde sig på den baggrund kan den måske nå andre dybder og højder end dem vi når, når vi blot fornægter, at døden er med i barnets liv fra undfangelsens øjeblik.

Tør vi være ved den angst eller gemmer vi den væk? Risikoen er, at hvis vi gemmer den væk, så tager vi for givet, at vi har, hvad vi har – og glemmer at barnet er noget, som er blevet os forundt af guder, skæbne eller et meningsløst univers. Noget, der skal elskes, imens det er her med al den inderlighed, der ligger i det tragiske grundtræk ved tilværelsen, at den skal slutte. Det er næsten ikke til at holde ud – og det bliver ikke anderledes. Derfor er det så fristende at løbe fra det – og derfor er det så vigtigt at minde hinanden om, at livet bliver større, hvis vi tør elske stort og miste lige så stort.

Men det er ikke kun hensynet til os selv, der er på spil her. Fastholdelsen af tilværelsen som grundlagt på forenende modsætninger som liv & død og glæde & lidelse handler ikke om selvudvikling, ’feel better’ terapi og mere overskud i hverdagen. Det handler snarere om at leve livet med åbne øjne i en form for autentisk væren ved den eksistens, som vi befinder os i. Og så handler det om, at glemmer vi døden og lidelsen, så glemmer vi også nogle af de grundvilkår, som vi har til fælles.

Det handler imidlertid ikke kun om os selv. Det handler også om, at fortrænger vi døden og lidelsen, fortrænger vi også nogle af de grundvilkår, som vi har til fælles. En af forudsætningerne for at vi kan forholde os etisk til vores medmennesker er, at vi kan se dem som skrøbelige, sårbare og dødelige. Den anden er så at sige i frit fald, og det er i et vist omfang op til mig at gribe ham. Men det gør jeg kun, hvis jeg ved, at jeg selv er i samme situation. Vi kender de andre gennem kendskab til os selv. Døden og lidelsen stifter fællesskab mellem os, før vi begynder at bryde det op med alle vores aktiviteter.

Glemmer og fortrænge vi døden og lidelsen i vores eget liv, kan vi ikke se den i de andres. På en måde kan man sige, at døden og lidelsen stifter fællesskab mellem os, før vi begynder at bryde dem op med alle vores aktiviteter. På tværs af alle skel lever vi på en klangbund af skæbnefællesskab. Et fællesskab, der gerne skulle kunne bære en omsorg og hensyntagen til de andre. Og det er ikke uvæsentligt at blive mindet om i en tid, hvor de andres lidelser og død i højere og højere grad bliver glemt til fordel for egen bekvemmelighed.

I følge de seneste tal fra FN’s fødevareorganisation FAO, sulter mere end 1 milliard mennesker på kloden. Hver eneste dag dør tusinder af børn af sult. Samtidig er vi ved at æde os ihjel og ordet fedmeepidemi har fået sin faste plads i sproget… Den lader vi lige stå et øjeblik…

Kunne man forestille sig, at vi ville være mere anfægtede af dette, hvis vi var mere åbne overfor det faktum, at på tværs af afstand, kultur og religion, der deler vi grundvilkår med alle disse mennesker? At før der er et ”os” og et ”dem”, der er kun et ”vi”. Et ”vi”, der forpligter os på handling. Kunne vi lære det af at forholde os til vores død som andet end en fjern trussel, der udelukkende ses som en absolut modsætning til vores forkælede forestillinger om det gnidningsfrie evige liv?

Calixto Bieito har udtalt i en række interview i forbindelse med forestillingen, at det underliggende tema i forestillingen er det budskab, som mødte de troende, der opsøgte oraklet i Delfi for mere end 2000 år siden: ’Kend dig selv’. For kun gennem forståelsen og accepten af livet som uløseligt knyttet til døden og glæden uløseligt knyttet til lidelsen kan vi forstå menneskelivet både i form af vores eget og de andres.

’Voices’ vil gerne være en kilde til denne selvindsigt. Om det lykkes må den enkelte selv bedømme. Men at indsigten er af vital betydning kan næppe nægtes. Det er på en gang paradoksalt og det mest naturlige, at døden og lidelsen både kan give livet og glæden større dybde og fylde og være med til at åbne vores øjne for det fællesskab, som findes mellem mennesker under alle vores selvskabte forskelligheder. Spørgsmålet er så, om vi har mod til at høre budskabet.

Et værdigt måltid? – om forbrugere, borgere og husdyrproduktion

Sommeren har budt på en lang række historier om forholdene for produktionsdyrene i dansk landbrug. Op mod 20 % af malkekøerne lider af smertefulde klov- og lemmelidelser, søerne er blevet avlet til at føde langt større kuld end de kan opfostre med tilhørende stor dødelighed blandt pattegrise, slagtekyllinger står 20 dyr pr. m2 og ca. 8 % af dem (9 millioner dyr) har alvorlige ætsninger på fødderne, fordi de står i deres egen afføring i deres 25 dage lange liv. Seneste eksempel på hvordan dyrene behandles er, at ca. 2 millioner hanekyllinger årligt gasses ihjel, da der ikke er brug for dem i produktionen.

Hvad der kan gøres ved det – og af hvem – er emnet for dette blogindlæg. Pilen peger på en genopdagelse af mennesker som borgere i stedet for som kun forbrugere, producenter og sælgere.

2 millioner liv i skraldespanden
Hanekyllingerne er indirekte ofre for en af de mest bemærkelsesværdige avlshistorier i landbruget. Tidligere var det den samme race som man fik æg og kød fra. Hønerne lagde æg indtil de havnede i suppegryden, hanekyllingerne blev opfostret og slagtet. Fra og med 1950´erne begyndte man at fremavle racer, der var målrettet mod enten æglægning eller kødproduktion. Og i dag er der tale om to racer, der er vidt forskellige. Høns og haner fra den æglæggende race kan ikke opdrættes til kødproduktion længere, da de slet ikke er konkurrencedygtige i forhold til de kødproducerende, der når deres slagtevægt på 35 dage. Og da hanerne fra den æglæggende race af gode grunde ikke kan anvendes i ægproduktionen, er løsningen på problemet blevet, at man gasser dem straks efter de er blevet klækket. Årligt aflives 2 millioner nyklækkede hanekyllinger alene i Danmark.

De økonomiske realiteter
Mange af de problemer, som dyrene oplever i husdyrproduktionen skyldes det enorme produktionspres, som de er udsat for. Der skal ganske enkelt produceres flere og flere kg kød, æg og mælk med færre omkostninger hele tiden. Og landbruget vasker da også hænder i hver eneste af alle disse sager og påpeger, at de blot leverer det, som forbrugerne vil have: billige fødevarer. Begynder danske landbrug at forbedre forholdende for dyrene med øgede produktionsomkostninger og prisstigninger til følge vil forbrugerne blot vælge produkter fra udlandet, hvor man ikke er så bekymrede for dyrevelfærden. Med andre ord: Så længe forbrugerne ikke vil betale, hvad det koster, så bliver det ikke anderledes.

Der er to antagelser i denne argumentation, som det er værd at hæfte sig ved. For det første, at landbruget generelt sætter konkurrenceevnen over dyrenes tarv. For det andet, at problemet lynhurtigt individualiseres til at være den enkelte forbrugers, der så må benytte sin magt ved køledisken for at ændre forholdene. Lad mig først diskutere ansvarsforholdet.

Hvem har ansvaret?
Det er ikke fordi, at den enkelte landmand er ligeglad med sine dyr, at forholdene er som de er i det danske landbrug. Som udgangspunkt vil jeg mene, at den enkelte landmand gør det så godt for dyrene som muligt indenfor rammerne af hans viden og de økonomiske realiteter. Det er altså ikke den enkelte landmands vilje til at sørge godt for dyrene, som jeg ønsker at stille spørgsmålstegn ved. Det bør dog i den forbindelse nævnes, at man på en række områder både indenfor kalve-, svine- og kyllingeproduktion kan se, at nogle landmænd har langt færre problemer end andre. En øget fokus på efteruddannelse og ”best practice” erfaringsformidling vil derfor næppe skade dyrene.

Problemerne skal dog hovedsageligt ses på baggrund af, at en forbedring af dyrenes forhold vil forværre konkurrenceevnen og true landmandens mulighed for at forblive i branchen. Med det som undskyldning sendes bolden konstant tilbage til forbrugeren, der med sit valg ved køledisken af det billigste produkt er skyld i, at landmanden må producere under de vilkår, som han må. Det er med andre ord ikke samfundets skyld, men forbrugerens.

Set fra en lidt mere overordnet synsvinkel er dette argument dog ikke uden problemer. Er der ingen grænser for, hvad man kan tillade sig at levere til markedet, så længe det holder sig inden for lovens grænser? På en række andre områder skelner vi mellem, hvad man kan kalde at have ret i juridisk forstand og at kunne retfærdiggøre sine handlinger i etisk forstand. Tænk blot på de mange pensionskasser mm., der slår sig op på at have en etisk profil. Det betyder typisk, at man afstår fra at investere i nogle bestemte selskaber, som man mener producerer uetiske produkter eller producerer produkterne på en uetisk måde selvom det foregår inden for lovens grænser. Typisk er der tale om virksomheder, der producerer våben eller benytter sig af børnearbejde mm.

Spørgsmålet bliver altså, om landmanden ikke på et eller andet tidspunkt må forholde sig til, om han selv kan stå inde for det, der foregår. Eller om det økonomiske pres på dyrenes velfærd og liv er blevet så stort, at han må se sig om efter et andet arbejde? Til dette lyder svaret fra landbruget typisk, at 1: Det er meget at bede et menneske om at skifte jobsektor, da landmænd som få andre har bundet deres identitet op på deres job og 2: At produktionen i givet fald vil flytte til udlandet, hvor dyrene har det endnu værre end i Danmark

Hvor går grænsen?
Til det første er der kun at sige, at det er ganske rigtigt, at det er en stor omvæltning at skulle forlade et erhverv, der for nogles vedkommende har udgjort en stor del af deres identitet. Ikke desto mindre må man spørge om der ikke findes nogen grænser for, hvad man som landmand skal acceptere? Ligesom pilen peger på os, der køber produkterne, peger den også på producenterne. Det personlige ansvar for ens handlinger slipper man ikke for, blot fordi der står en flok forbrugere og nyder godt af det. Udnyttelse af kvinder bliver heller ikke korrekt af, at der er et marked for det. Den gamle graffiti: Tænk, hvis der blev krig og ingen mødte op, kan måske anvendes her. Hvad nu, hvis landmændene selv sagde fra og meldte ud, at de ganske enkelt ikke ville levere produkter fra dyr, der skulle opfostres under sådanne forhold som de bliver i dag? Opfordringen her er ikke nødvendigvis, at de skal gøre det. Spørgsmålet er blot om man helt kan udelukke, at forholdene for dyrene kan blive så sølle, at det ville være det eneste rigtige at gøre?

Ifølge landbruget vil det blot føre til den situation, at produkterne bliver importeret fra udlandet, hvor dyrene (om muligt) har det værre end i Danmark. Det vil både skade Danmarks økonomi, den enkelte landmands økonomi og føre til forringelser for dyrene, der næppe er optaget af, om de bliver produceret i Danmark eller Polen. Til det kan der kun svares, at selv hvis dette scenarie vil vise sig rigtigt, så bliver en given handling ikke rigtig af, at den forhindrer en værre handling i at blive udført. Det kan være nødvendigt og det mindste onde – men aldrig rigtigt. Og spørgsmålet er om ikke en nedlæggelse af husdyrproduktionen i Danmark – eller i hvert fald af de dele af den, der foregår under så ringe vilkår for dyrene, at vi ikke kan være det bekendt – vil fungere som et så voldsomt signal, at det vil medføre en ændret forbrugeradfærd i retning af mere lødige produkter.

Betyder det, at vi forbrugere så bare kan skubbe ansvaret tilbage på landmanden. Lade ham være vores etiske vagthund og gå ud fra, at så længe han kan klare lugten i bageriet, kan vi også? Næppe. Det er sjældent en god ide, at lade dem, der er mest økonomisk afhængige af et område, trække grænserne. Det ville være som at lade medicinalindustrien bestemme medicinforbruget. Men landmanden kan heller ikke blot skubbe ansvaret over på forbrugerne og henvise til den økonomiske afhængighed. Den kan retfærdiggøre meget, men ikke alt. Ikke mindst fordi landmanden direkte er med til at legitimere de forhold, som dyrene produceres under, når han ikke vælger at holde op. Forbrugere og landbrug synes altså fælles om ansvaret.

Er vi forbrugere eller borgere?
Den anden antagelse ved landbrugets ansvarsfralæggelse, som det var værd at hæfte sig ved, var netop, hvorvidt ideen om, at dette problem primært er forbrugernes problem, holder. Lad os derfor se nærmere på antagelsen i håbet om, at en form for begyndende løsning måske kan vise sig.

Der i dag en tendens til, at vi opdeler os i handlingsorienterede grupper (ofte kaldet stake-holders), når vi skal diskutere samfundsspørgsmål. For husdyrproduktionens vedkommende betyder det, at vi diskuterer problemerne som producenter, forhandlere, myndigheder, eksperter og forbrugere. Og langt hen ad vejen skubbes ansvaret over på den sidste gruppe: Forbrugerne. Beslutningerne skal med andre ord træffes ved det sidste led i kæden. Når vi hver især står foran køledisken, skal vi overveje de etiske konsekvenser af vores valg og lade vores værdier bestemme hvilke varer, der skal ned i kurven.

Denne politisering af forbrugerne har vundet stort indpas de seneste år. Fænomenet har mange navne: den aktive forbruger, den bevidste forbruger eller den politiske forbruger. Fænomener som økologi, Fair Trade og dyrevelfærd læner sig kraftigt op ad denne forståelse af, at samfundspolitikken på fødevareområdet overlades til den enkelte i supermarkedet. Men det er ikke uproblematisk på denne måde at flytte den politiske diskussion fra fællesskabet til individet, der forventes at afholde debatmøder med sig selv foran kølemontren med mælkeprodukter fra de køer, som kun de færreste ved, hvordan bliver behandlet, ledsaget af blid indkøbsmuzak.

Det største problem er, at vi som forbrugere har mange andre interesser på spil end de rent politiske. Når jeg handler, vælger jeg mine varer både ud fra politiske idealer, men så sandelig også ud fra økonomisk formåen, reklamernes budskaber, den kulturelle forståelse af, hvad man ”bør” købe, bekvemmelighed, smag, tilgængelighed mm. Det er med andre ord ikke det nemmeste tidspunkt at bede folk om at træffe beslutninger om, hvordan de ønsker, at samfundets husdyrproduktion skal formes. Det er en af de vigtigste grunde til afstanden mellem den generelle opfattelse i samfundet af, at dyrevelfærd er vigtigt og så vores indkøbsvaner. Der er altså ikke kun tale om hykleri, men om et mere kompliceret fænomen, når vi på den ene side mener, at dyrevelfærd er vigtig og på den anden side stort set ikke lader det påvirke vores forbrugsvalg.

Husdyrproduktionen er et spørgsmål for borgerne
Vi har alle særinteresser i husdyrproduktionen. Sådan er det bare. Men i jo højere grad vi reducerer hinanden til stake-holders, i jo højere grad bliver det disse særinteresser – i særdeleshed de økonomiske – der kommer til at sætte dagsordenen i stedet for de fælles interesser, som vi også har. Og i jo højere grad kan vi skubbe ansvaret fra os. Landbruget over på forbrugerne, forbrugerne over på politikerne og politikerne tilbage på forbrugerne, landmændene og overnationale institutioner i en evig cirkel af fælles ansvarsforflygtigelse.

Opgaven må være at vi allee blot for en stund lægger særinteresserne til side og forholder os til problemstillingen som borgere. Som mennesker, der har flere, vigtigere og større interesser end de rent økonomiske. Interesser der handler om, hvilken slags samfund vi vil bo i. Hvilken naturforståelse vi finder i overensstemmelse med vores politiske og etiske idealer. Ikke mindst fordi den måde vi forholder os til dyrene på ikke kun påvirker dyrenes skæbne, men også vores egen.

Skal vores kultur være en kultur, der accepterer, at kyllingerne vi spiser, får ætset fødderne af deres egen afføring? Og det i en situation, hvor vi svømmer i animalske proteiner og aldrig før har brugt så lidt penge på vores mad, som vi gør i dag. Hvad gør det ved os som mennesker, at vi stiltiende affinder os med, at 2 millioner liv årligt udslettes så snart de kommer til verden, blot for at vi kan få billige æg? Er det ikke en særlig slags kynisme, der lægger sig som et lag af metal over vores evne til empati og medfølelse også overfor hinanden, når vi accepterer en svineproduktion, hvor dyrene kun er udendørs i de få sekunder af deres liv, hvor de gennes fra stalden og ind i slagteritransporten og ellers tilbringer hele deres liv i stimulifattige staldbygninger?

Er det de mennesker, som vi har lyst at være? Er det en måde at leve med planetens andre beboere på, som vi stolt vil vise frem for vores børn? Nogle vil utvivlsomt svare ja, andre nej. Langt flere nej end det kommer til udtryk, når vi ser, hvad der købes i daglighandelen. Som borgere har vi et større ansvar. Opgaven er at finde måder at lade det ansvar hævde sig på i vores daglige praksis.

Jeg har endnu til gode at møde en landmand, der ikke holder af de dyr, som han opfostrer. Eller en et menneske, der ikke mente, at der var grænser for, hvad vi kan tillade os at udsætte et dyr for. Det er ikke ligegyldighed, endsige ondskab, der gør, at dyrene har det som de har det. Det er den økonomiske nødvendighed, der presser udviklingen i den retning. Men måske var det på tide, at vi i fællesskab, som borgere, besluttede os for at hæve barren på dette område. At vi blev enige om, hvad vi kan være bekendt som mennesker og ikke kun som forbrugere. At det ikke var pengene, men andre værdier, der fik det sidste ord. Måske var det på tide, at vi fandt ud af, hvordan vi kunne indrette vores husdyrproduktion, så vi kunne samles om et værdigt måltid, hvor vi som borgere kunne stå inde for også de deltagere i måltidet, der ligger på tallerkenen.

Afmægtighedens fællesskab

Lad mig begynde med en påstand: Vi er afmægtige. Og lad mig straks følge op med en anden påstand: Det er vi mægtigt gode til at glemme. Afmægtigheden er det grundvilkår i vores liv, at vi er skånselsløst udleverede til tilværelsens tilfældigheder og hinandens forgodtbefindende. Men til daglig betragter vi med slet skjult stolthed alle vort livs resultater og udkaster livsprojekter i forvisning om, at vi er herrer over vores eget liv. Vi er vort eget livs suveræn for at anvende et rammende udtryk af teologen K.E. Løgstrups (1904-1981).

Derfor er det så voldsom en erfaring, når vores planer kuldsejler. Når sygdom, ulykke, tilfældigheder og andres ligegyldighed pludselig tager magten fra os og viser os vores tilværelse i al dens afmægtighed. Når vi ikke længere kan undslippe den foruroligende erkendelse, at vi er kastet ind i tilværelsen og vores eneste håb om ikke at blive knust er, at de andre griber os. At alt hvad vi formår, formår vi kun fordi de andre og tilværelsen bærer os oppe og hjælper til.

Et fundamentalt træk ved afmægtigheden er således afhængigheden. Som Løgstrup bemærker det i Den etiske fordring (1956): ”Vi er hinandens verden og hinandens skæbne… Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse … Det fænomen, der her er tale om, er højst foruroligende”. Ikke alene er jeg afhængig af de andre og så langt fra mit eget livs suveræn, som man kan forestille sig. Men de andre er også afhængige af mig. Vores livs lykke er gensidigt afhængige af hinanden. Den erkendelse rummer både angsten for, at de andre ikke griber os og angsten for, at vi ikke vil kunne leve op til ansvaret. Det er højst foruroligende, at tilværelsen er indrettet på denne måde. Derfor glemmer vi afmægtigheden midt i al vores velstand og nedskriver ansvaret til det, som vi selv finder rimeligt,

Under andre livsvilkår end de, der gælder for de fleste danskere, kan afmægtigheden være langt mere påtrængende. Der er den ikke en sjælden gæst, men det, der præger tilværelsen. Fattigdom på grund af sygdom & ulykke, naturkatastrofer & klimaforandringer og politisk kaos & menneskelig ondskab henviser hver dag millioner og atter millioner af mennesker på ”de andre” som de eneste, der kan afhjælpe afmægtigheden. I 2009 anslog FN at mere end 1 milliard mennesker i verden sulter. Tænk at gå i seng uden at have kunnet skaffe sig selv eller sin familie det daglige brød. Her kan afmægtigheden ikke længere benægtes – og ej heller afhængigheden.

Det synes så oplagt. Vi har så meget, at vi det meste af tiden kan leve i glemsel af vores afmægtighed. De har så lidt, at vi ikke kan se andet, når vi betragter dem. Men hvorfor er det så svært for os at overvinde afstanden og dele det vi har. Er det fordi, at vi har glemt vores egen afmægtighed, at vi ikke kan se, at de er os og vi er dem. Er det derfor vi ikke kan se, at vores fælles afmægtighed binder os sammen i fælles afhængighed?

Forestillingen om, at verdens ulighed kan forsvares og at vi kan leve stort set uanfægtet af andres nød næres, når vi glemmer vores egen afmægtighed. Så kan vi inddele tilværelsen i ”os” og ”dem” og diskutere, hvor meget eller lidt vi bør hjælpe. Men før vi bliver ”os” og ”dem”, så er der kun ”os”. Mennesker født under afmægtighedens grundvilkår, der er henviste på hinanden, hvis livet ikke skal smuldre og forkrøbles. Og det er ikke kun ”deres” liv, der forkrøbles. Også vores, i al vor indbildte magt, må siges at fremstå sølle og i egentlig forstand fattige, hvis vi kan leve uden at påvirkes af, at 1 milliard væsener, der deler vores vilkår, må gå sultne i seng hver dag.

Måske er det på tide, at vi erindrer afmægtigheden. Så kan det være, at vi bliver lidt bedre til at benytte den magt, vi trods alt har, til at hjælpe de andre.